Et priviligeret liv

Udgivet af hassan

Talerne til mine forældre

Jeg lever et liv i vild luksus og overflod!

Jeg bor med min forlovede og vores to teenagepiger i en treværelses lejlighed i Lund, har en okay, men lidt usikker, indkomst (som selvstændig), har ikke har råd til den Japanrejse, som jeg gerne tog med min forlovede, men vi hører stadig til de 15 % rigeste mennesker i verden.

Men det er blot De materielle goder. – okay, ikke så ‘bare’, hvis man bor i et slumkvarter i Calcutta, men bær over med min first world indstilling et kort øjeblik.

Jeg har gode venner, en fantastisk familie, dejlige børn, og bor i den by, i Sverige, som har den laveste kriminalitet og højeste offentlige service. Jeg har et rimeligt helbred, og frygter ikke at hverken min familie eller jeg skal sulte.

Jeg har to søskende som er guld værd! – eller; jeg ville ikke bytte dem for alt det guld der findes i verden.

Og så har jeg fået lov at beholde mine forældre indtil jeg var godt-og-vel voksen; min far til jeg var sidst i 30’erne, og min mor til jeg var sidst i 40’erne.

Hvor fabelagtige de har været, og hvor priviligeret en opvækst jeg har haft kan du måske fornemme ud af de taler jeg holdt til deres bisættelser.

Min far, Niels Verner Sørensen

* 14. februar 1929 † 13. februar 2006

“At rejse er at leve!”

Og min far har har både rejst og levet mere end de fleste.

Niels Verner Sørensen var initiativtager, igangsætter, iværksætter, stifter, formand, civilingeniør, arkitekt og leder. Han var søn, bror, ægtemand, far, morfar og farfar. Men frem for alt var han rejsende. Han var rejsende i bil, i skib, i fly, i sindet og i hjertet. Han havde en enorm aktionsradius, og det helt store overblik. Han har besøgt flere lande i verden end de fleste mennesker overhovedet kender til, og han har bevæget flere mennesker,  på flere måder, end de fleste er er istand til at erkende.

Men samtidig har han mærkeligt nok også haft en stærk lokal forankring, og en tydelig jordnærhed.

Han var stærkt engageret i den lokalhistoriske forening, i folkedanserne, i menighedsrådet, i grundejerforeningen, i nabolaget og i familien. Jeg kan ikke tælle alle de mennesker, der kendte ham som “formanden”; hvis ikke i den ene sammenhæng, så den anden. Og han var formand i alle tænkelige betydninger af ordet. Det er heller ikke tilfældigt at rejseklubben var en forening med en stærk lokal forankring, der drog ud for at se den store verden. Lige så lidt tilfældigt, som at Niels Verner Sørensen, Ølstykke i forkortelse danner bogstaverne i kompasrusen; N,V, S, Ø. Han var lokalt international. Han var globetrotter og verdensmand, med begge ben på jorden.

Min far var altid i gang eller på vej; satte nye projekter i gang, og rejste verden tynd, umættelig på nye oplevelser, men på forunderlig vis altid i ro. Min far fortrak aldrig en mine. Jeg kunne være uenig med ham, hidse mig op, og kalde ham idiot i ti år, for så til sidst at måtte indrømme at han havde ret. Og han fortrak ikke en mine, hverken når jeg  hidsede mig op, når jeg kaldte ham idiot, eller når jeg ydmygt måtte erkende at han havde ret. Han var altid rolig; han var min faste klippe i tilværelsen. Men han var aldrig kold. Hans udtryksløshed var altid formildet af dét særlige varme glimt han havde i øjet. Han var det varmeste menneske man kan forestille sig.

Varm og rolig, fast som en klippe, urokkelig, umættelig, initiativrig, berejst, charmerende og alvidende… Han var en mastodont, og jeg så ham altid for mig, når jeg forestillede mig historiens og mytologiernes store mænd; Zeus og Odin…

Han er mit forbillede, mit ideal, mit idol og min afgud. Og i enhver forstand min rejseguide.

Han har kun skuffet mig én eneste gang, hvor mine forventninger til ham faldt til jorden med et hult drøn…

Ved I hvad? – jeg troede at han var udødelig.

Men hans umættelighed på livet sled ham op. Hans krop kunne ikke holde til det høje aktivitetsniveau. Hans blod blev for tyndt, hans hjerte blev for varmt og hans ben kunne ikke bære ham længere. Og hvad gør en globetrotter – en virkelig verdensmand – så for at få et globalt perspektiv, det store overblik? Han lader kroppen blive endegyldigt jordnær, og drager ud på den store rejse; den største af dem alle.

Og vi andre kan kun stå tilbage, fulde af beundring over det fantastiske liv han har levet, og ønske…

God rejse!

Min mor, Enid Krog Sørensen

* 4. januar 1930 † 12. februar 2019

Dette er en af de sværeste taler jeg har skullet holde, I mit liv.
Det eneste lyspunkt er at min mor vidste hvor det bar hen, og var fuldstændigt vågen og ved bevidsthed, så jeg kunne fortælle det til hende selv, og ikke blot her, i hendes mærkbare fravær.
Derfor er det det meste af denne tale næsten ord-for-ord den samme tale jeg holder for anden gang. 
Enid, som aldrig ville være til besvær, og aldrig krævede noget for sig selv, men altid ville være noget for andre, og bare gi’ og gi’, kiggede for en gang skyld krævende på mig, og spurgte “Hvad var jeg?”

Og så måtte jeg fortælle hende hvad hun var. 

Hun var den der rejste os op, når vi faldt. 

Hun var den der lyttede og forstod, selv når vi var dumme og urimelige. 

Hun var den der gav os tryghed, som de fleste mødre giver deres børn, men oven i gav hun os evnen til at hvile i os selv, som kun få mødre kan, og oven i dette gav hun os mod. Mod til at prøve eventyret, og større endnu: Mod til at se tingene fra en anden synsvinkel, i et andet lys.

Hun var den perfekte symbiose med vores far, der havde store armbevægelser og vilde drømme, når hun satte sig ned med et budget og en minutiøs planlægning, og gjorde selv de mest absurde idéer til virkelighed. 
For hun var den der aldrig sagde nej. 
Hun var den der aldrig sagde at man var dum, eller barnlig, eller tåbelig, selv om det var så åbenlyst, at det var lige præcis det man var. 

Hun var den der beviste, at selvom man træder et skridt tilbage fra rampelyset, undlader at hæve stemmen, og altid tænker på andre først, kan man stadig indfri alle sine egne drømme. 
Hun var uselvisk, gavmild og gæstfri, på enhver tænkelig måde. 

Hun elskede at have mennesker omkring sig, og dækkede gerne op til gæster, med en af hendes legendariske og kreative tema-borddækningen. 
Hun var den der lærte os hvad “hjertets dannelse” betyder, og uanset hvor minutiøst planlagt en middag var, og hvor detaljeret maden og borddækningen var udregnet, så kunne vi altid finde en stol og en tallerken til, hvis der skulle vise sig en ekstra gæst ved døren.
Hun var den der viste os hvordan et hjerterum ser ud, og hvordan det er indrettet. 

Hun var den der havde styr på selv de mindste detaljer, og overlod intet til tilfældighederne.
Hun har selv planlagt alt omkring denne bisættelse. 

Men når rammerne var på plads, var der plads til improvisation og hygge. Meningen var at alle kunne slappe af og nyde at være tilstede i øjeblikket.
På den måde blev hun, i al sin uegennyttighed, alligevel en “central person”, som flere af jer sagde, da jeg ringede rundt, for at fortælle at hun var sovet ind. 

Nu er Enid død. 

Men hun lever videre i vore minder, i de måder hun har påvirket os, og mærket os for livet. 
Derfor er hun stadig tilstede, så længe vi mindes hende, og taler om hende.
Så gå ud og fortæl verden om Enid Sørensen. Når lejligheden byder sig, så træk en passende anekdote op af mindebrønden, og lad verden vide at hun var her, og lærte os hvordan man får det bedste ud af det, for sig selv og for alle andre.

Min mor fortalte os ikke bare at man skal være et godt menneske.
Det kan være svært at finde ud af at være et godt menneske, i en rodet og uigennemskuelig verden. 
På sin egen stilfærdige måde viste hun os HVORDAN man er et godt menneske.
Man kan nemt få et forkert billede af Enid, når jeg siger “stilfærdig” og “uden for rampelyset”. Vores mor kunne nogle af sprogets mest farverige gloser, og brugte dem ofte, og hun havde en latter man ikke nemt glemmer. Hun havde en intens tilstedeværelse.

På den måde blev hun ofte et midtpunkt, uden egentligt at ville det.

Hun viste og lærte os, at det er ikke lykkelige mennesker der er taknemmelige. Det er taknemmelige mennesker der er lykkelige. 

Hun viste os at en stiv whisky i et tandkrus, på et hotelværelse i Marrakech, eller i en træbarrak i Ummanaq, er en fejring af livet; det er et sakramente. 

Det er jo dejligt at vi kan mødes her i dag, og sammen sørge over hendes død. At vi kan lægge pæne blomster og sige smukke ord. 

Men vi skal også huske at fejre hendes liv. Vi skal rejse ud, til Måløv eller Mexico, til New York eller Budapest, finde et tandkrus, og drikke hendes skål. 
På den måde giver det hele mere mening. 

Men jeg ved at I alle sammen har bidraget til at hendes liv var godt, og meningsfuldt, og fyldt med glæde. 
Hvilket utvivlsomt også har bidraget til at det blev så langt. 
Enid havde nogle vågne timer, hvor hun vidste hvordan det ville ende. Dem brugte hun på at fortælle os hvad vi skulle sige til jer alle sammen. 

Så det er det jeg i virkeligheden har rejst mig for at sige: 

Jeg skulle hilse fra min mor og sige tak!

Min mors væg. Hver maske har sin egen historie, kommer fra sit eget eventyr.

Kategorier: Blog