Talen til Manila

Udgivet af hassan

Dette var min tale til min datter, Manila, til hendes konfirmation

Kære Manila:

Husk at strække ud!

Talrige medicinske studier har bevist fordelene ved at strække ud. Det bevarer din styrke og smidighed, og du tilhører en generation, der kan forventes at leve til I bliver 100 år. 

Det er det eneste solide objektive råd jeg kan give dig: Husk at strække ud!

Resten af mine råd er mere subjektive, og alene baseret på mine egne tvivlsomme erfaringer.

Lad være med at forfølge store drømme.
Hvis de er store nok, til at imponere, vil du spilde dit liv på at nå dem, og det vil være for sent at nyde dem, når de endeligt går i opfyldelse.
Det værste er at du kan være så fokuseret på et mål langt ude i horisonten, at du går glip af alt det spændende der sker lige ved siden af dig.
Vær hellere mikro-ambitiøs, og prøv med alle midler at gøre det, som du er i gang med lige nu, så godt som muligt.
Hvis du laver noget, som du synes er fedt, og gør det så godt som du kan, vil nogen synes at det er fedt, og du vil blive inviteret til at deltage i noget andet der er fedt.
Det hedder “De Fede Tings Cirkel”.

Husk at bruge solcreme. 
Det burde du have forstået, allerede.

Spis sukker, spis gluten, spis laktose. Spis fedt, spis grønt, spis rødt og jeg tror at du kan finde noget blåt i CandyPeople eller Hemmakväll; men sørg for at spise varieret, og hold dig for god til dumme trends.

Husk at børste tænder.

Bliv lærer. Verden kan aldrig få for mange gode undervisere. Og selv om du ikke vælger at blive lærer, som profession, så undervis alligevel, hver gang du får chancen.
Vis respekt for den viden du tilegner dig, og del den med dine medmennesker.

Husk at tage dit håndklæde op fra gulvet. 

Forsøg ikke på at finde meningen med livet. Efter tre milliarder års kaos og gentagelser af dumheder, er det for naivt at tro, at der findes en større plan.
At lede efter meningen med livet er som at klappe til en koncert for at ekkolokalisere sin tabte mobiltelefon.
Der er ingen mening. Find hellere meningen med det du gør lige nu.

Prøv ikke at finde Gud. Alene det faktum at der findes mere end én religion er det endegyldige, konkluderende og indiskutable bevis på at der ikke findes en gud, i den forstand som religiøse mennesker påstår.
Hvis Frank* findes, så findes han i alt, fra solsikkekerner til Hennes og Mouritz, og hele verden er din kirke, selv toiletterne på skolen.  

Lyt ikke for meget til andres gode råd. Heller ikke mine. Gode råd er andre menneskers fejltagelser, der er trukket op af en æske fra fortiden, støvet af og malet op for at blive solgt igen, for mere end de er værd.

Brug din krop. Løb, hop, kravl, spring og dans. Dans hjemme i stuen og dans i bussen.

Du skal ikke være flov. Der findes intet i verden der er pinligt, hvis det bliver gjort med vilje og med selvtillid.
Selvtillid er den eneste forskel på cool og pinligt.
Dén dag du forstår det, selv, vil du begrave dit ansigt i dine håndflader, og ærgre dig over spildt tid og forspildte chancer.

Vask hænderne ofte!

Husk på at du kun kan udrette ting, fordi du har fået livet, dine gener og dine muligheder forærende, nedarvet fra talløse generationer, af folk der formåede at overleve og forplante sig, igennem millioner af år. Det meste kunne du ikke have udrettet, hvis du var blevet født i et slumkvarter i Indien. Som en kakerlak.
Dén erkendelse skulle gerne hjælpe dig med at være ydmyg, hjælpsom, taknemmelig og tålmodig – egenskaber som helt sikkert vil forbedre kvaliteten af dit liv.
Som farmor lærte os er det ikke lykkelige mennesker der er taknemmelige.
– det er taknemmelige mennesker der er lykkelige!

Giv drikkepenge en gang imellem.

Tag initiativ. Prøv at se opgaver, løsninger og muligheder før alle andre.
Hjælp til, imens andre sidder tungt på deres røv, prøv ting af, imens andre forsøger at finde modet, begå fejl, som andre vil grine ad, og få erfaringer, som andre vil udnytte groft.
I den sidste ende vil både du og andre vide, at det var dig der havde mod, og tog initiativ, og tog ansvar.

Uanset om du bliver bankdirektør eller flaskeautomatrenserassistentvikar, så hører du til de 15% rigeste mennesker i verden.
Sæt pris på det, og udnyt det, til at gøre noget godt for dig selv, og noget godt for andre.  

Rens dine ører jævnligt. 
Også i overført betydning.

Husk at du har et indbygget idiotfilter. Din farfars humor har sprunget en generation over, og du har den 100%. Du kan simpelthen sige det mest absurde vrøvl, og holde pokerfjæs imens, og mange mennesker vil misforstå dig, på din vej igennem livet. Brug det som en gave, brug det til at identificere tåber.

Husk at drikke mælk.

Mod er som at kaste sig ned på et sofabord, med tænderne først:
Det er ikke modigt hvis du godt tør.
Du har et særligt blik i øjet, når vi taler om Laura Dekker, og jeg tror at du genkender lidt af dig selv i hende.
Du har ikke fundet den interesse, som alt andet må vige pladsen for. Måske finder du aldrig sådan en interesse, men du har på mange andre måder allerede bevist at du har modet.
Til den helt blanke del af forsamlingen kan jeg fortælle at Laura Dekker sejlede jorden rundt, alene, som 14-årig.
Gør en ting hver uge, som du ikke tør.
Gør en ting, som du ikke må for din mor, en gang om måneden.
Gør en ting, som du ikke må for mig, en gang om året.

Husk at støvsuge en gang imellem. Også i overført betydning.

Vær omstillingsparat, som en skildpadde, der får udleveret en faldskærm.
Du har allerede været udsat for mange omstillinger i dit liv, og har boet på Frederiksberg, i Helsingør og i Lund, du har skiftet skole og sport, der er kommet og forsvundet både voksne og børn i dit liv, og der er mange forandringer forude. Forandringerne er dine, hvis du tager ejerskab over dem. Ellers vil enhver forandring blive en forringelse af din livskvalitet, og det ville være ærgerligt. For der kommer mange uventede forandringer i din fremtid. Tro mig!

Forventninger er lige som Øresundstoget: Du skal ikke tro på det før du ser det.
Kun 50% af det du håber på, og 10% af det du bekymrer dig om, kommer til at ske.
Der er alt for mange faktorer og detaljer og idioter i verden, til at du kan forudse hvad der kommer til at ske.
Du kan bruge et helt liv på at vente på en besked, som aldrig kommer.
Det kan gøre dig blind for en chance eller mulighed der skreg på din opmærksomhed.
Der kommer til at ske andre ting; frygtelige ting og vidunderlige ting, men de fleste vil være en overraskelse.

Vær beredt: Hav altid dit pas i tasken.

Tænk dig om inden du betaler. Ikke alt der er dyrt er en investering.
Mange mærkevarer er kun himmelvendte øjne værd.

Læs ikke skønhedsblade og skønhedsblogs.
De vil kun få dig til at føle dig grim.  

Find din melodi, og lær at nynne den i forskellige stemninger. Den eneste forskel på Friends, eller Gilmore Girls, og dit liv, er underlægningsmusikken.

Fortæl sandheden, eller ti stille. Men vær forberedt på, at sandheden altid kommer frem.
Sørg for at det ikke bliver et ubehageligt øjeblik, når den gør.
Sørg for at det ikke bliver som at finde ruccolasalat i en sandwich.

Udsæt dine holdninger for kritik og for minutiøs granskning. Vær parat til at erkende når du skifter mening.
Uden denne udvikling kan selv den klogeste blive en tåbe, lige så hurtigt som pommes fritter fra McDonald’s bliver kolde.

Få en katastrofal frisure. Én gang.
Køb noget der er alt alt for dyrt. Én gang.
Få en tatovering du fortryder. Én gang.
Stå ved dine fejl, lær at grine ad dem, og lær at tage ved lære af dem.

Husk at livet er som en rutschebane: Der er alt for meget kø, og der bliver taget nogle mega kiksede billeder på turen.
En dag vil de uskarpe billeder, af de halvt lukkede øjne og den hængende underlæbe, være dine kæreste minder.
Ligesom arene på dine hænder og knæ, er de en del af din historie; historien om hvordan du kom til det sted hvor du er. Lige nu.

Husk også på: Man ved aldrig hvornår man får brug for et jernrør.

Det var mine erkendelser, trukket op af en gammel kasse på loftet, støvet af og malet op, for at blive solgt igen, for væsentligt mere end de er værd.
Sådan nogle råd er altid af tvivlsom værdi.
Det eneste jeg kan råde dig til med 100% objektiv sikkerhed er:
Husk at strække ud.

Jeg vil slutte med at udbringe en skål for dig, Manila. En dag bliver du voksen. Men jeg håber at du er næsten 100 inden det sker. 

* Frank er navnet på himmelguden, i den animerede TV-serie om Kong Julian, på Madagascar. En serie som vi har set et afsnit af, hver aften, inden vi gik i seng, i et par år.
Siden har vi konsekvent tilbedt Frank, når vi havde brug for hjælp ovenfra.


(Jeg var nødt til at skære i talen, for ikke at vrøvle hele aftenen. Herunder finder du fraklippet)

​Kunsten er at kunne genkalde sig hvor fantastisk livet og verden er.

Hvor mange millioner planeter, i et uendeligt univers, der ikke har liv, imens vores har. 

Hvor mange tusinde generationer, der har formået at overleve og forplante sig, så du kan være til.

Hvor mange små detaljer og tilfældigheder der kunne have været anderledes, så du ikke var til.

Hvor fantastisk en tid vi lever i, med højt teknologisk og økonomisk niveau; den tid hvor der er færrest konflikter i historien, flest der bliver mætte, flest der kommer i skole, flest der får rent vand, lavest kriminalitet og færrest trafikulykker, nogensinde.

Hvor fantastisk et liv du har, hvor du ikke behøver at frygte sult eller vold, og hvor de fleste sygdomme kan helbredes. 

Hvor fantastisk sindrigt naturen er indrettet, gerne forklaret med Richard Attenboroughs stemme, og hvor kreativt dyrene og vi mennesker bruger naturen.

Kunsten er at kunne genkalde sig alt det, på én gang, på en regnvejrsdag, når vi har fået en forkert statsminister, du har fået afslag eller er blevet afvist, når kontoen er i minus, og avisens overskrifter forgifter dit humør.

Hvis du kan det, så har du perspektiv.

Perspektiv er en sjælden gave. Stræb efter det.

Kategorier: Blog